Cairo Deklarationen

Imod amerikansk overherredømme og krig imod Irak og i solidaritet med Palæstina

Vi deltagere bekræfter vor beslutning om at opretholde vor solidaritet med befolkningen i Irak og Palæstina, idet vi indser, at krig og aggression imod dem kun er en del af et amerikansk projekt med henblik på global dominans og undertvingelse. Solidaritet med Irak og Palæstina er et integreret led i den internationale kamp imod neo-liberal globalisering. Cairo-mødet er ikke en isoleret begivenhed, men en udvidelse af en langvarig international kamp imod imperialisme, fra Seattle og Genua til Lissabon og Florens, til Cordoba og Cairo.

USA leverer ubegrænset støtte, og endog retfærdiggørelse til de zionistiske gerningsmænd bag det forbryderiske folkedrab imod det palæstinensiske folk. Det irakiske folks lidelser under et regime af folkedrabs-sanktioner over et tiår og den aggressive militarisme, som de er konfronteret med i dag, er kun en logisk følge af de assymetriske magtstrukturer, der kendetegner den eksisterende verdensorden:

• USA monopoliserer politisk, økonomisk og militær magt indenfor den kapitalistiske globaliserings rammer til skade for flertallet af verdens befolknings liv.
• USA påtvinger kontrol i kraft af utilsløret aggression og militariseret globalisering til fordel for dets herskeres interesser, altimens det genindfører den klassiske kolonialismes karakteristiske direkte okkupation;
• Den amerikanske globale strategi, der blev formuleret før d. 11 september 2001, har til formål at opretholde den eksisterende unipolære verdensorden, og at forhindre tilsynekomsten af kræfter der ville flytte magtbalancen i retning af multi-polaritet. Den amerikanske administration har udnyttet de tragiske begivenheder i forbindelse med d. 11 september til, under foregivende af at bekæmpe terrorisme, at iværksætte den forud eksisterende strategi.

Ved at være opmærksom på denne globale sammenhæng forstås de aktuelle udviklinger i verden bedre:

For det første: Kapitalistisk globalisering og amerikansk overherredømme

• prioriterer monopolkapitalistiske kredses interesser på bekostning af befolkningerne, deriblandt europæere og amerikanske borgere.
• integrerer forskellige landes økonomier i en enkelt global kapitalistisk økonomisk system under betingelser, der underminerer social udvikling og negativt påvirker kvinders situation, børns sundhed, uddannelse og social forsorg for de ældre. I tilgift tiltager arbejdsløshed og fattigdom.
• gør forbrugerismen og individualistisk kultur universel, til skade for følelsen af kollektiv ansvarlighed, hvadenten det gælder tusinder at spædbørns og børns dødelighed i Irak som følge af forurenet vand, fejlernæring og mangler i medicinsk forsyning – eller ofre for AIDS, fejlernæring og sult rundt om i verden. For millioner af mennesker er levestandarden blevet forringet, mens arbejdsløshed og fattigdom er blevet udbredt. Globalisering har resulteret i marginaliseringen af hele befolkninger, som ikke længere kan skaffe sig de basale livsfornødenheder.

For det andet: På de arabiske folks vej frem imod økonomisk, social og intellektuel fremgang, der foregår under fravær af demokrati, og med vidtudbredt korruption og undertrykkelse, der udgør væsentlige forhindringer, forværres de negative konsekvenser yderligere indenfor rammerne af den eksisterende verdensorden af neo-liberal globalisering.

• En indrømmelse af begrænsningerne i en demokratisk udvikling i Irak er på ingen måde ensbetydende med accept af den amerikanske retfærdiggørelse af fortsatte sanktioner og nu for forberedelser til krig. Uden at afvise de mangeårige begrænsninger af en demokratisk udvikling i det irakiskes samfund – som det er tilfældet i alle arabiske samfund – er det klart, at de amerikansk påtvungne sanktioner har haft en ødelæggende virkning på Iraks udvikling. Selvom Irak engang kunne udvise en relativ positiv profil ifølge en række indikatorer for menneskelig udvikling, så lider dets befolkning nu alvorligt som resultat af de påtungne sanktioner. Irak har været vidne en væsentlig stigning i børnedødelighed, spredningen af flere sygdomme, reduktion af uddannelsesmuligheder og en markant forringelse i levestandarden. Efterhånden som lidelserne tiltager, udløser det en følelse af defaitisme.
• Det palæstinensiske folk lider som følge af tabet af deres land og en vedvarende zionistisk aggression, som USA støtter militært, økonomisk og politisk – hvad der gør den amerikanske regering til en de facto medskyldig i forbrydelser imod det palestinensiske folk. USA beskytter Israel imod fordømmelse i internationale fora under foregivende af at bekæmpe terrorisme, og det fremsætter derudover flere falske påstande – som når det sidestiller det palestinensiske folks modstand mod okkupation og kamp for befrielse af deres land og tilbagevenden til deres hjem med terrorisme, som vi alle tager afstand fra.
• Den strukturelle tilpasningspolitik, som er forbundet med neoliberal globalisering, har fremskyndet globale kriser i form af en voksende velstandskløft, vækst i fattigdom og arbejdsløshed og generel forringelse af levestandard.
• Den amerikanske militære tilstedeværelse i den arabiske region, og dens diktater til regeringer i suveræne nationer i regionen, har forværret den arabiske befolknings lidelser. Indblanding i disse nationers interne anliggender udstrækker sig nu til krav om uddannelsesreform, og insisteren på "demokratisering". Ironisk nok finder dette sted på et tidspunkt, hvor borgerrettigheder i USA tydeligvis er under belejring, især i henseende til arabiske og muslimske amerikanere, tilligemed andre minoriteter. Den amerikanske administration krænker også international lov med sin inhumane behandling af krigsfangerne i Guantanamo. Også i USA er velstandskløften åbenlys, og den største blandt verdens industrinationer.
• Det er ikke nogen hemmelighed, at USA har til hensigt at opdele arabiske lande i mindre enheder på etnisk eller religiøs basis. Dette ville sætte Israel i stand til at blive den dominerende regionale magt inden for Mellemøst-Projektets rammer til fare for et arabisk projekt for ligelig udvikling og regional enhed.
• Det arabiske folks lidelser og USA´s urokkelige støtte til apartheid-systemet, som påtvinges det palestinensiske folk, vil utvivlsomt udløse konflikt og føre til eskalation af vold i et af de mest følsomme områder i verden. Denne fare kan let brede sig til det nærliggende Europa, Asien og Afrika. Den vedholdende forberedelse til krig imod Irak til trods for dettes accept af en FN-resolution om aggressiv inspektion af dets bevæbning såvel som dets civile industri, vidner om en forudbestemt hensigt med henblik på kontrol med den arabiske region, dens olje - og i virkeligheden med hele verdens oljeforsyning.

For det tredje: Af alle disse grunde erklærer vi vor totale opposition imod en krig imod Irak og vor faste beslutning om at fortsætte kampen imod amerikanske politik med sigte på global dominans. Vi har en stærk tro på nødvendigheden af at mobilisere imod denne politik. Alle demokratiske kræfter i verden, der er for virkelig fred og retfærd, må gå sammen indenfor rammerne af en international kampagne imod neo-liberal, US.-centreret globalisering og fremme en alternativ globalisering baseret på lighed og retfærd. Dette ville betyde bedre udnyttelse af verdens ressourcer og beskyttelse af miljøet. Sammen er verdens befolkninger fuldt ud i stand til at bekæmpe aggression og alle former for uretfærdighed og racisme og gøre en bedre verden mulig.

Cairo-konferencen imod krig imod Irak og i solidaritet med Palestina repæsenterer igangsætningen af en international folkebevægelse, der skaber effektive mekanismer til imødegåelse af aggressionspolitik. Deltagelsen af fremtrædende internationale aktivister, kendte for deres kamp for menneskelig værdighed, for rettigheder og retfærdighed – tillige med intellektuelle, forfattere, fagforeningsfolk, menneskerettighedforkæmpere, journalister og kunstnere fra Ægypten og resten af den arabiske verden, Afrika, Asien, Latinamerika, Europa og de Forenede Stater – vil uden tvivl fremme disse uegennyttige bestræbelser uanset de utallige tilbageslag, som vi vil komme til at stå overfor.

For det fjerde: Det er vigtigt, at dette internationale folkelige initiativ til solidatitet med Irak og Palestina finder sted i overensstemmelse med en handlingsplan, der bygger på klart definerede prioriteringer:

1.Fordømmelse af amerikansk militær tilstedeværelse på arabisk jord tillige med pres på arabiske regeringer, der tillader amerikansk militærbaser på deres territorium, for at lukke dem, og for ikke bidrage med luft, sø- eller landfaciliteter.

2. Udvikling af samarbejde mellem folkelige organisationer i Syden til styrkelse af solidaritet under konfrontation med neo-liberal globaliseringspolitik og amerikansk overherredømme.

3. Arbejde i retning af samarbejde med den internationale anti-globaliserings bevægelse i Nord og Syd, og deltagelse i denne bevægelses aktiviteter og møder.

4. Fremme af enheden mellem demokratiske kræfter og folkelige organisationer i forskellige dele af verden og dannelse af solidaritetskomiteer, der modsætter sig krig imod Irak og de folkedrabsforbrydelser, som palestinensere er udsatte for, med støtte af deres ret til modstand og kamp for befrielse.

5. Få sat Irak og Palæstinapå dagsordenen for internationale progressive møder under mottoet: "Sammen imod globalisering og amerikansk overherredømme", især med henblik på det næste Social Forum i Porte Alegre.

6. At indbyde arabiske og internationale menneskerettighedsorganisationer til at evaluere de humanitære vilkår i Irak og udbred deres resultater over hele verden.

7. At forberede udsendelse af menneskeskjolde til Irak.

8. At introducere boycott af amerikanske og israelske varer i solidaritetskampagner til støtte for Irak og Palæstina, og med betoning af palæstinenseres ret til at vende tilbage.

9. Valg af en styrelseskomite til at følge implementeringen af Cairo Deklarationen op, og koordinering af organisationer, der bekender sig til dens principper og øger bevidstheden via passende aktioner, der rækker fra forberedelse af plakater til organisering af marcher og demonstrationer i solidaritet med Irak og Palæstina.

Cairo, 18.-19. december 2002.